”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Spørgsmålet blev stillet af vores tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen i nytårstalen i 1998. Med billedet af moderen på cyklen en mørk vintermorgen, på vej til daginstitutionen med et søvndrukkent barn bagpå, beskrev han det hektiske liv, mange børnefamilier levede. Og i forlængelse af ovenstående legendariske spørgsmål, fortsatte han: ”Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?”
Nyrup Rasmussen mente, det kunne lade sig gøre. Men det ville kræve, at familierne selv traf nogle valg, og at arbejdsmarkedets parter og politikerne skabte rammerne for, at det kunne lykkes.
Mindre stress – større trivsel
Med Coronakrisen har vi som samfund oplevet, at vi fra den ene dag til den anden blev stoppet brat op i vores højhektiske liv. Danmark lukkede ned, mange forældre blev sendt hjem fra arbejde, og børnene hjem fra skole og institutioner. Selv fritidsaktiviteterne blev sat på standby. Pludselig havde vi meget mere tid sammen derhjemme.
Coronavirussen er ikke noget at spøge med, og vi ser dens store konsekvenser både herhjemme og globalt. Mit ærinde er da heller ikke at idyllisere familiernes Coronatid her til lands. For mange familier har det været en udfordrende periode, hvor forældre har været på overarbejde, fordi de skulle jonglere med at passe både deres arbejde og samtidig hjemmeundervise og møde deres børns behov.
Alligevel er tilbagemeldingen fra en del familier, at det har givet mere ro og tid til nærvær. Lægehuse melder om færre henvendelser fra forældre, der har børn med ondt i maven og hovedpine. Antallet af for tidlige fødsler er faldet, og det samme er antallet af hjertetilfælde. Samtidig viser undersøgelser, at med hjemmearbejde er medarbejdertrivslen steget, uden at effektiviteten er faldet, og at online-undervisning har fungeret godt for en del psykisk sårbare børn og unge.
Nu hvor Danmark lukker forsigtigt op, har vores børn kortere institutions- og skoledage og en fast struktur i mindre grupper med faste pædagoger og lærere. Al målstyring, klokkeringning og eksamensræs er aflyst. Til trods for alle hygiejnereglerne og forandringerne, tyder flere tilbagemeldinger på, at mange børn og medarbejdere lader til at trives med den nye struktur. Jeg hører sågar om børn, der har haft skolevægring, som nu har været i skole igen. For skole som nu gør dem ikke syge.
Vi er da godt tossede, hvis vi ikke tager ved lære af alle de gode opdagelser, vi har gjort os i denne tid. Nu har vi netop chancen for at gøre det anderledes. Og ikke bare skrue os selv og samfundet op i gear igen og hurtigt haste videre.
Vi kan, hvis vi vil!
Fredag den 29. maj bragte Kristeligt Dagblad et interessant interview med den store tyske sociolog, Hartmut Rosa, Han mener, at ”Coronakrisen kan være den sprække, der viser os en anden mulighed”.
Hartmut Rosa er kendt for sine skarpe analyser af tidens udfordringer, hvor øget hastighed, effektivitet og ønske om kontrol ikke fører til det gode liv, vi ellers stræber efter. Lige nu har vi en historisk chance for at tænke liv før økonomi, mener han.
”I stedet for at spørge, hvad der vil ske, synes jeg, vi bør spørge os selv, hvad vi gerne vil have, der skal ske. For nu ser vi jo, at vi rent faktisk kan gøre noget. Det er ikke virussen, der har stoppet verden – det er politikerne. Det gamle Margaret Thatcher-slogan, ”There is no alternative”, er modbevist, og for første gang har politikerne handlet imod økonomiske interesser, men med livet som første prioritet.”
Han pointerer, at Coronakrisen har vist, at vi kan ændre på tingenes tilstand. Vi kan reducere klimaforureningen. Vi kan stoppe højhastighedssamfundet og udligne økonomisk ulighed.
Og så er vi tilbage ved vores egen Poul Nyrup Rasmussen og hans spørgsmål til den danske befolkning, arbejdsmarkedets partere og landets politikere: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?”
Jo, vi kan! Hvis vi vil! Men det kræver, at både den enkelte person og familie træffer nogle valg, prioriterer og tager ansvar for egen levevis. Og det kræver, at arbejdsmarkedets partere og landets politikere skaber nogle rammer, indenfor hvilke det kan lade sig gøre. Det har vi en chance for nu!