Jeg har netop set afsnit to i tredje sæson af ”De skjulte talenter”. (Programmet kan streames via dr.dk – klik her.) Her præsenteres vi atter for en håndfuld skønne unge mennesker med autisme. Vi får syn for deres styrker, mens de også åbent og ærligt fortæller om det, der volder dem problemer.
Denne gang slog det mig at opleve den glæde, flere af dem gav udtryk for. Glæden ved at være nået et sted, hvor de følte, de kunne være sig selv – uden at skulle føle sig forkerte! Og glæden hos dem, der havde fået et job, hvor de følte, de gjorde nytte med det, de var gode til.
Egentlig er det vel et dybt menneskeligt og helt basalt behov: Vi har alle et ønske om at blive set og accepteret, som dem vi er. Ikke føle os forkerte, men gode nok. Og at der er en plads til os i denne verden, hvor vi kan bidrage, gøre en forskel og leve et meningsfyldt liv.
Det ekskluderende samfund
’Det ekskluderende samfund’. Det kalder min datter det danske samfund. Hun forklarer det med, at Danmark en gang brystede sig af at være et rummeligt samfund med plads til mangfoldigheden. Men hun synes, mangfoldigheden har trange kår nu om dage. Vi er blevet et samfund for de få. Mens flere og flere ikke passer ind eller ryger ved siden af. For når man ikke kan hænge på ræset i konkurrencesamfundet, eller mistrives i den måde vores levevis, skole- og uddannelsessystem og arbejdsmarked er skruet sammen på, så er man forkert. Så bliver man ekskluderet. Og skal have en diagnose.
De sidste mange år har vi godt nok talt meget om inklusion i skolerne. Men vi har glemt, at forud for en inklusion er der sket en eksklusion. En stempling af, at ”det er dig, der er forkert! Dig, der er unormal! Dig, der ikke passer ind!”
Diagnose til barnet eller samfundet?
Vores allesammens psykolog, Svend Brinkmann, er kritisk overfor diagnoser. Det kan han også sagtens være, så længe han ikke selv står med et barn, der er ramt og mistrives i en sådan grad, at den eneste vej til at blive taget alvorlig og få hjælp er en diagnose, der giver en forklaring på personens problematikker og en forståelse for, hvilken hjælp der er brug for.
Når det er sagt, kan Brinkmann have ret i, at det måske i virkeligheden ikke er børnene og de unge, den er gal med, men omstændighederne. At børnene og de unge blot reagerer på et sygt samfund, og at det i virkeligheden er samfundet, der burde have en diagnose.
For børnene er ikke alene om at mistrives og gå ned med stress og depressioner i dagens Danmark. Vi voksne bliver jo også syge. Og forskningen viser med al tydelighed, at hverken vores hjerne eller krop er gearet til den levevis, vi lægger for dagen i Vesten. Det er simpelthen usundt og ubæredygtigt for os.
Hvorfor skal alle presses ned i samme form?
I ovenstående afsnit af ”De skjulte talenter” møder vi Trine, der, efter at have afsluttet en studentereksamen med et højt snit, gik i gang med at læse til sundhedsteknolog. Desværre har hun måttet droppe ud af uddannelsen. Ikke pga. det faglige, men pga. meget gruppearbejde på studiet. Qua sin autisme dræner det sociale hende. Hun forstår godt, at gruppearbejde er en måde at lære at samarbejde, hvilket er nødvendigt, når man kommer ud på en arbejdsplads. Men som hun siger: ”Man burde bare have nogle arbejdspladser, hvor man ikke behøver at samarbejde så meget!”
Med den måde vores uddannelsessystem er indrettet på, frygter Trine, at ”…der er en gruppe mennesker, der går tabt.” Det synes, hun er en skam, da både hun og andre har noget at bidrage med.
Og ja, det er ikke bare en skam. Det er en skandale! Man får, som min datter, lyst til at spørge: Hvad blev der af plads til mangfoldigheden? Hvorfor skal vi alle sammen presses ned i samme form: være sociale og elske gruppearbejde, have x-factor og kunne performe foran et publikum, være fleksible og omstillingsparate? Hvem har bestemt, det skal være ’normaliteten’ at være sådan nu om dage? Hvad er der galt med at være introvert og god til at fordybe sig i detaljer? Hyper aktiv eller god til andet end det boglige? Sensitiv med brug for rolige omgivelser, struktur og forudsigelighed i hverdagen?
Vi går glip af både en Einstein og en håndværker
Når jeg hører om og møder skolebørn og unge mennesker, der er faldet af i svinget og ikke længere går i skole, som sidder derhjemme på deres værelser bag lukkede døre, ryger ind og ud af psykiatrien eller sendes rundt i systemet i endeløs og meningsløs jobaktivering, så bliver jeg trist og tænker, at vi er ved at tabe en stor del af en generation på gulvet.
Og jeg er bange for, at vi ved den stigmatisering, vi har gang i, går glip af både en Einstein, en Kierkegaard, en Bohr, Michelangelo og en Beethoven, som kunne have bidraget positivt til vores verden.
Ikke fordi alle er eller skal være ’særlige talenter’. Langt de fleste er jo helt gennemsnitlige, men har også noget at bidrage med, og værdi i kraft af dem de er. Så vi står også i fare for at gå glip af håndværkeren, som trives med praktisk arbejde og en struktureret hverdag fra 7-15, en pertentlig bogholder eller bibliotekar, en iværksætter med unikke idéer eller en landmand, der sætter en ære i at passe sine dyr og marker på ansvarlig vis.
Hvad gør vi?
Hvad gør vi ved det? Vi kan jo ikke skrue tiden tilbage. Nej, det kan vi ikke. Men det er ikke for sent at ændre kurs. Vi kan ændre omstændighederne og den måde, vi har indrettet vores samfund, levevis, skole- og uddannelsessystem og arbejdsmarked på.
Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort. Og at det kræver, at både du og jeg træffer nogle valg, prioriterer og måske indretter vores familie- og arbejdsliv anderledes. At vores politikere sørger for rammer og lovgivning, der giver vilkår, som vi mennesker kan trives under. Og at arbejdsgivere viser samfundssind og skaber rummelighed og mulighed for fx ansættelser på særlige vilkår, deltidsjob og småjobs. Der skal både små og store ændringer til. Men hvor der er vilje, er der vej!
Coronapandemien har vist, at forandring er mulig
Er der noget, Coronapandemien har vist os, så er det, at vi kan, hvis vi vil! Lovgivningen kan ændres. Det offentlige og det private kan samarbejde og i fællesskab finde løsninger på store udfordringer. Det offentlige system er en stor skude, men den kan vendes – endda hurtigt, når det gælder. Det har vi erfaret.
I sin nytårstale sagde statsminister Mette Frederiksen: ”Det er mit ønske for fremtiden, at alt hvad vi har udrettet, vil inspirere os. Jeg tror mere end nogensinde på, at vi i fællesskab kan klare de udfordringer, vi som samfund har foran os. Også de allersværeste. For hvis vi kan bekæmpe en global pandemi, fordi vi beslutter os for det, fordi vi står sammen – så tænk på alt det andet, vi også kan.”
Ja, tænk lige på det! Så lad os gøre noget ved problemerne med, at flere og flere børn og unge mistrives og falder ved siden af, i stedet for at blive ved med at offentliggøre rapporter og undersøgelser om det.
Det er os, der er samfundet! Og i fællesskab kan vi finde løsninger og indrette både samfund og levevis, skole- og uddannelsessystem og arbejdsmarked, så der bliver plads til mangfoldigheden igen. Så mennesker med krøllede hjerner, følsomme sjæle eller masser af ’drive’ kan få lov at være som de er og bidrage med det, de er gode til. Til fællesskabets bedste.
Lad os igen skabe et Danmark, der kan bryste sig af rummelighed og plads til mangfoldigheden!